Arsenal-profil kritiserer kampprogrammet
Illustration
Premier League

Arsenal-profil kritiserer kampprogrammet

Mikel Arteta er ikke begejstret for, at hans hold skal spille lørdag middag efter en sen Champions League-kamp i Napoli onsdag aften.

De europæiske topklubber spiller rigtig mange kampe på en sæson, og sommetider kan det være svært at passe europæiske fodbold, ligaen og pokalturneringer ind i programmet. 

Arsenal er en af de klubber, der ofte spiller både i weekenden og midt i ugen, men denne gang har planlægningen ikke været helt optimal, mener Mikel Arteta. Han føler ikke, de har nok tid til at restituere op til kampen mod Manchester City på lørdag klokken 13.45 dansk tid.

- Humøret vil være fint, men restitutionstiden er stram. Jeg forstår ikke, hvorfor vi spiller søndag eftermiddag (mod Everton, red.), så i Napoli om onsdagen, hvor vi er tilbage i London klokken fire om natten, og så skal vi spille igen lørdag formiddag i Manchester, siger han ifølge Sky Sports. 

Tætpakket kampprogram til trods er spanieren dog opsat på at vise, at de mener det alvorligt i denne sæson. Det skal gå ud over mesterskabsrivalerne fra City, der lige nu er seks point efter The Gunners. 

- Der skal ikke være nogen undskyldninger, vi skal være klar. Vi vil vinde der og skal være forberedte. Vi ved, det kan være et stort budskab, hvis vi får et godt resultat der, så det er det, vi vil have, siger Arteta.