Barkley-perle sænkede Swansea
Illustration
Premier League

Barkley-perle sænkede Swansea

Everton var bedst og vandt fortjent på Liberty Stadium, men der skulle et sent drømmemål fra Ross Barkley til at afgøre affæren.

Everton fortsætter fremmarchen i Premier League under Roberto Martinez, da det her til eftermiddag blev til en ny sejr. Denne gang var det Michael Laudrups Swansea, der stod for skud. 

Første halvleg var en tam affærre uden de helt store målchancer, og holdene måtte gå til pausen med stillingen 0-0.

Efter pausen kom der dog gang i løjerne, og det var udeholdet fra Everton, der førte an. Vidunderdrengen Ross Barkley var ved flere lejligheder en trussel for Swansea-defensiven, men midtbanespillerens bedste forsøg efter en smuk solotur blev flot afværget af Tremmel i Swansea-buret.

Målforbandelsen blev dog brudt efter 66 minutter, da Seamus Colman hamrede bolden i mål fra distancen til Everton-føring 1-0.

På dette tidspunkt havde der stået Everton på det meste, men hjemmeholdet svarede dog flot igen øjeblikket efter, da et indlæg fra Ben Davies havnede bagerst i feltet. Her stod Steven Pienaar og tog sig en ordentlig morfar, og så kunne Dwight Tiendalli presse sig foran. Hollænderens afslutning ramte den tidligere FCK'er Bryan Oviedo, og så var udligningen en kendsgerning.  

Everton fortsatte dominansen i resten af kampen, og med godt og vel fem minutter igen gav det pote. Et frispark et par meter fra feltkanten tog Ross Barkley sig af, og på smukkeste vis kringlede han bolden helt op i krogen.

Swansea formåede ikke at svare igen, og dermed hopper Everton op på fjerdepladsen i Premier League. Den placering er muligvis kun på lånt tid, da Chelsea kan generobre den, når de i morgen spiller lokalbrag mod Arsenal.