City tromlede igen over Tottenham
Illustration
Premier League

City tromlede igen over Tottenham

Manchester City vandt uden problemer 5-1 over Tottenham på White Hart Lane og stryger på førstepladsen i Premier League. 

6-0 vandt Manchester City tidligere på sæsonen over Tottenham, og igen i aften tromlede Manuel Pellegrinis mandskab over London-klubben. 5-1 vandt de lyseblå på White Hart Lane og ryger dermed op på førstepladsen i Premier League. 

Ved pause førte City dog kun 1-0. Målet blev sat ind af Sergio Agüero, der listigt trillede bolden fladt uden om Hugo Lloris i Tottenhams mål efter at være blevet spillet fri af David Silva. 

Agüero fik dog hurtigt armene ned igen, og argentineren måtte kort efter sin scoring udgå med en skade. 

Mens Agüeros mål blev eneste gang netmaskerne fik lov at strække sig før pausen, kom der anderledes gang i den i anden halvleg. Og det gjorde de ikke mindst, fordi Tottenhams Danny Rose nedlagde Edin Dzeko i feltet og fik direkte rødt kort for den forseelse. Yaya Toure gjorde det til 2-0 på det efterfølgende straffe. 

3-0 blev det til ved Dzeko, der efter lidt klumpspil i feltet fik bolden skovlet i mål. 

Tottenham fik pyntet lidt på resultatet ved Etienne Capoue, der efter et hjørnespark fik bolden skubbet i mål. Men målet var altså ren kosmetik. 

4-1 blev det nemlig ved indskiftede Jovetic. Montenegrineren drev ind i feltet fra venstreside og sparkede på mål. Forsøget blev rettet af af en Tottenham-forsvarer og strøg over i det lange hjørne. Kampens sidste mål blev sat ind af Vincent Kompany til slutresultatet 5-1. 

Med sejren flyver City op på førstepladsen i Premier League, hvor de nu har tre point ned til Chelsea og Arsenal på andenpladsen. 

I Sunderland fortsatte Adam Johnson sin gode form, da han blev mathvinder i 1-0-sejren over Stoke. Sejren bringer Gustavo Poyets drenge over nedrykningsstregen, som de nu har to point ned til.