Drama i Southampton: Formand ude - manager på vej ud
Illustration
Premier League

Drama i Southampton: Formand ude - manager på vej ud

En magtkamp i Southampton har betydet farvel til Nicola Cortese og måske også manager Mauricio Pochettino.

På få år er Southampton gået fra at være sat under administration i League One til at lege med på forreste række i den engelske Premier League. 

Men i øjeblikket kæmpes der en intens magtkamp i kulisserne, der kan få stor betydning for klubbens videre færd.

Klubbens formand Nicola Cortese regnes af flere engelske medier for at være fortid, efter han angiveligt har sagt sit job op i protest mod ejer Katharina Liebherr. 

Opdateret 20:11: Southampton har officielt bekræftet, at Cortese er færdig i klubben. 

Liebherr ønsker at sælge klubben, men det, mener Cortese, er for tidligt. De to parter har diskuteret emnet siden i sommer ifølge Sky Sports, og nu er parterne så langt fra hinanden, at Cortese har fået nok.

Cortese har fået stor ros for sit arbejde i Southampton og tilskrives en stor del af klubbens succes, men hans afgang kan også betyde farvel til manager Mauricio Pochettino, der tidligere har udtalt, at han kun bliver i klubben, hvis Cortese også gør.

- Hvis han ikke arbejder her... Jeg vil ikke kunne forstå et Southampton uden Nicola. Det er ham, der har vist tillid til mig, udtalte Pochettino i maj måned.

Dermed kan Southampton være både en formand og manager fattigere inden weekendens Premier League-runde.