Everton-angriber til lægetjek i Hull
Illustration
Premier League

Everton-angriber til lægetjek i Hull

Den kroatiske landsholdsangriber Nikica Jelavic mangler blot lægetjekket og de personlige detaljer, før han kan trække i Hull-tøjen.

Nicklas Bendtner har tidligere været sat i forbindelse med et skifte til oprykkerne Hull, men nu tyder alt på, at manager Steve Bruce får en anden forstærkning til offensiven.

Flere engelske medier melder således, at kroatiske Nikica Jelavic blot mangler det obligatoriske lægetjek og de sidste personlige detaljer, før skiftet fra Everton bliver en realitet.

Ifølge Liverpool Echo modtager Everton 50 millioner kroner for kroaten - et beløb, der dog kan stige med yderligere 18 millioner kroner afhængig af angriberens præstationer for The Tigers. 

Nikica Jelavic startede som lyn og torden i Premier League efter sit skifte fra Glasgow Rangers tilbage i januar 2012 med 11 scoringer i 16 kampe, men i denne sæson er det blevet til småt med spilletid for den 28-årige angriber.