Flyvende hollænder chokerede Eriksen og Tottenham
Illustration
Premier League

Flyvende hollænder chokerede Eriksen og Tottenham

Tottenham kom tidligt bagud mod Newcastle, og selv om holdet skabte chancer, kunne de ikke score på Newcastles Tim Krul, der lavede fantastiske redninger.

Den hollandske målmand Tim Krul spillede nok en af sine bedste kampe nogensinde, da Newcastle overraskede alt og alle og vandt med 1-0 på udebane mod Tottenham. For keeperen havde en stribe regulære verdensklasseredninger, der tog modet fra Tottenhams skytter og bestemt ikke gav Andre Villas-Boas mere tro på, at holdet kan få fikset de offensive problemer.

Newcastle startede opgøret bedst, og den hyperfarlige franskmand Loic Remy misbrugte en stor mulighed i starten af kampen. Han gjorde dog skaden god igen få minutter senere, da Yoan Gouffran spillede ham fri gennem midten. Reym tog bolden rundt om målmand Brad Friedel og scorede sikkert i det tomme net.

Det var en langsom start på kampen fra Tottenham, men som halvlegen skred frem, begyndte holdet også at skabe nogle chancer. Roberto Soldado og Christian Eriksen havde begge muligheder i de første 45 minutter, men Tim Krul var på plads med flotte redninger.

I anden halvleg var det næsten latterligt, hvad den hollandske landsholdsmålmand reddede af chancer. Fem minutter efter pausen lavede han en fantastisk fodparade på et forsøg fra Christian Eriksen. Danskeren modtog bolden ved straffesparkspletten og skulle bare sætte den ind, men Krul var på plads. Det samme var han minutter senere, hvor et frispark blev afrettet, så den drejede væk fra Krul. På en eller anden måde fik hollænderen stoppet bolden med foden, returen faldt dog til Kaboul, der havde nemt ved at score. Troede han.

For endnu en gang kom den flyvende hollænder og fik reddet på mirakuløs vis, og da Tottenham så endelig fik hollænderen passeret, var Mapou Yanga-Mbiwa klar med en lang tå og fik prikket bolden væk.

Modet gik fra Tottenham, der lavede flere og flere fejl, og så endte Newcastle med at vinde på White Hart Lane over Tottenham og Christian Eriksen. Det begynder også at sætte noget pres på manager Andre Villas-Boas, hvis hold ikke har været godt kørende på det seneste. Tottenham ligger nummer seks med 20 point - fem efter Arsenal - mens Newcastle rykker op som nummer ni med 17 point.