Hazard drømmer om Premier League-titel
Illustration
Premier League

Hazard drømmer om Premier League-titel

Efter weekendens resultater topper Chelsea Premier League, og der håber Eden Hazard, at holdet bliver sæsonen ud.

Chelsea har leveret fornemme præstationer på det seneste ved først at slå Manchester City på Etihad Stadium, og lørdag blev det til en sikker 3-0-sejr hjemme over Newcastle. 

Belgiske Eden Hazard stjal nok engang overskrifterne, da den formstærke offensivspiller scorede alle tre mål, som dermed sender London-klubben op på førstepladsen i Premier League.

Og selvom manager Jose Mourinho har afvist at snakke om mesterskab før til næste sæson, så drømmer belgieren om guld allerede i år.

- Jeg går i seng, og jeg dømmer. Jeg håber, at vi befinder os samme sted, når sæsonen slutter. Det er en fornøjelse at spille og arbejde for dette hold, siger Hazard ifølge Sky Sports.

Eden Hazard har sprudlet for Chelsea i hele sæsonen, og med sine tre scoringer i weekenden er han nu oppe på 12 mål i Premier League. Erfaringen fra sidste sæson er del af årsagen.

- Jeg arbjeder hver dag, og jeg har det godt på banen. Jeg har mere erfaring nu, fordi sidste sæson var min første. jeg forsøger i hver eneste kamp at gøre forskellen for holdet, lyder det fra Hazard.

Chelsea og Hazard skal forsøge at forsvare førstepladsen i Premier League, når London-klubben i morgen gæster West Bromwich.