Lasse Vigen tæt på ny Fulham-kontrakt
Illustration
Premier League

Lasse Vigen tæt på ny Fulham-kontrakt

Lasse Vigen Christensen er meget tæt på at lave en ny kontrakt med Premier League-klubben Fulham. Aftalen bliver på to eller tre år.

Den danske midtbanespiller Lasse Vigen Christensen er kommet tættere på førsteholdet i Fulham, efter René Meulensteen har overtaget managerposten fra sin landsmand Martin Jol. Faktisk har den 19-årige dansker nu fået to indhop i FA Cuppen, og han har også prøvet at været med på bænken, når London-klubben har spillet Premier League.

Vigen Christensens kontrakt med Fulham udløber til sommer, men alting peger i retning af en forlængelse, og der kan meget snart blive sat underskrifter på en ny aftale.

- Vi har en god dialog med Fulham omkring Lasse, og vi håber på, det kan falde i hak inden udgangen af januar. Vi er langt fremme i forhandlingerne med Fulham, og det ser meget fornuftigt ud. Der går ikke lang tid, før den er på plads, og vi snakker om en kontrakt på to eller tre år, siger den unge danskers agent Gulli Tomasson til tipsbladet.dk.

René Meulensteen er altså tilfreds med danskeren, og det bliver helt op til ham selv at overbevise hollænderen om, at han er værd at satse på i Premier League fremover.

- Meulensteen er klar til at give Lasse chancen, så Lasse er én af dem, han gerne vil forlænge med. Så han skal give den en skalle de næste par år, og så er det op til Lasse selv at vise, at han er god nok, siger Tomasson.

Lasse Vigen Christensen kom til Fulham for to år siden fra FC Midtjylland.