Laudrup: Åbningsmålet var afgørende
Illustration
Premier League

Laudrup: Åbningsmålet var afgørende

Michael Laudrups tropper har nu blot tre point ned til nedrykningsstregen efter lørdagens 2-0-nederlag til Manchester United, og i næste runde venter Tottenham.

Michael Laudrup mener, at Manchester Uniteds mål lige efter pausen blev udslagsgivende i Swanseas nederlag på Old Trafford.

Antonio Valencia slog således til efter bare to minutter af anden halvleg, mens Danny Welbeck scorede kort efter, hvilket sikrede United en sejr på 2-0 lørdag aften - deres første i fire kampe.

Laudrups drenge havde ellers sendt United ud af FA Cuppen på samme stadion en uge tidligere, men lørdag lykkedes det ikke waliserne at genskabe succesen. 

Dermed er Laudrups mandskab blot tre point over nedryksningsstregen, idet klubben indtager en 13. plads i tabellen. 

- Jeg synes, vi styrer det meget godt i første halvleg. Vi vidste, det ville være et Manchester United-hold, der efter tre nederlag på striber ville være urolige og nervøse, og ønskede at vinde kampen.

- Så efter blot 90 sekunder (i anden halvleg, red.) scorer de et mål, og det giver dem en masse styrke og tro og selvtillid. Det andet mål kunne vi have gjort det lidt bedre ved, men det første mål var virkelig afgørende.

Jose Canas blev den seneste Swansea-spiller til at slutte sig til skadeslisten, da han humpede fra banen tidligt i opgøret, men Laudrup håber, at deres skadeskrise vil have lettet sig, når de står over for Tottenham i næste weekend.

- Det var nummer ni vi mistede, men Jordi Amat gik op fra center-back og spillede en stor kamp.

- Vi har otte dage indtil den næste kamp, men forhåbentlig vil vi have nogle spillere tilbage til kampen mod Tottenham.