Mou insisterer: Vil ikke af med Mata
Illustration
Premier League

Mou insisterer: Vil ikke af med Mata

Januar-udsalget er slut, og Juan Mata er ikke på vej væk fra Stamford Bridge, udtaler Chelsea-manager Jose Mourinho. 

Chelsea-manager Jose Mourinho vil ikke skille sig af med Juan Mata. 

Spanierens fremtid på Stamford Bridge har ellers været udsat for intens spekulation, efter at han var åbenlyst arrig over at blive skiftet ud i London-klubbens sejr over Southampton i onsdags. 

Efter kampen udtalte Mourinho, at hans dør var åben, hvis Mata ville diskutere sin fremtid i Chelsea, men portugiseren understreger, at han ikke ønsker, at spanieren forlader 'The Blues'. 

- Hvis folk tror, at de kan få vores spillere på udsalg, så kan de godt tro om igen - januarudsalget i London er slut. 

- Jeg bliver ved med at sige, at jeg vil have, at Mata bliver her. Og vi har ikke fået nogle bud på ham, siger Mourinho ifølge goal.com. 

Mata, der de seneste to sæsoner er blevet kåret til årets spiller i Chelsea, har i denne sæson siddet en del på bænken. Men selvom det er Mourinho, der beslutter om spanieren skal have splinter i bagdelen eller græs under støvlerne, forstår han godt spanierens frustration over den manglende spilletid. 

- Jeg prøver at glemme, at jeg har et blødt hjerte, og i stedet prøver jeg at være hård. Men det sårer mig, ikke kun når det går ud over Mata, når jeg skal tage de svære beslutninger. 

- Mata er en god dreng, der arbejder hårdt. Det er ikke en nem situation for ham, når han ikke spiller hver gang. Han er startet inde i ni kampe i Premier League og har fået masser af tid på banen. Jeg elsker, når han gør det godt, og det er det, jeg vil se, slutter Mourinho. 

Spanieren kæmper om spilletid i Chelseas offensiv med Oscar, Eden Hazard, Andre Schurrle og Willian.