Mourinho benægter Higuain-bud
Illustration
Premier League

Mourinho benægter Higuain-bud

Chelsea-manager Jose Mourinho afviser, at London-klubben skulle have budt på Napolis Gonzalo Higuain.  

Jose Mourinho er klar over, at han ikke kan lokke Gonzalo Higuain fra Napoli, og Chelsea-manageren afviser, at englænderne skulle have budt på den argentinske angriber. 

Den engelske avis The Telegraph skrev ellers tidligere i dag, at Napoli havde afvist et bud fra Chelsea på 450 millioner kroner på Higuain, men den historie skyder Mourinho altså til jorden. 

- Der er ikke noget af det, der er blevet skrevet, som er sandt. Han er en spiller, som jeg ved, vi ikke kan få fat i, siger Mourinho ifølge Sky Sports og uddyber:

- Han skiftede fra Real Madrid til Napoli for blot seks måneder siden, og han gør det virkelig godt i italiensk fodbold. 

- Napoli er en klub, der normalt ikke sælger sine bedste spillere. De går efter at vinde Scudettoen og Europa League, og jeg tror ikke, de er interesserede i at sælge Higuain. 

- Så hvorfor skulle vi være ude efter en spiller, som vi ikke forventer, vi kan købe?

Chelsea-angriberne Fernando Torres, Demba Ba og Samuel Eto'o har blot scoret 14 af London-klubbens mål i denne sæson, men Mourinho afviser at være på udkig efter en ny angriber. 

- Holdet er godt nok til opfylde vores målsætning for min første sæson tilbage i klubben. 

Mourinho og Chelsea møder på søndag Derby i FA Cup'en.