Premier League

Redknapp håber på snarlig Vertonghen-aftale

Tottenham-manageren Harry Redknapp sender store roser til Jan Vertonghen, men han fortæller også, at aftalen ikke er lukket endnu.

Forhandlingerne mellem den belgiske Ajax-kaptajn Jan Vertonghen og Tottenham har været særdeles langtrukken, da de to klubber ikke kan blive enige om spillerens pris. Ajax forlanger angiveligt 12 millioner pund for ham, og det mener London-klubben er for meget, da belgieren kun har et år tilbage af sin kontrakt.

Noget kan dog tyde på, at parterne er ved at blive enige, og Tottenham-manageren Harry Redknapp fortæller også, at spilleren er den rigtige mand for klubben.

- Jan er en fantastisk pasningsspiller og meget alsidig også. Han kan spille i midterforsvaret, men han kan også spille komfortabel på venstre back, siger manageren til the Sun og tilføjer:

- Jeg håber, at aftalen snart bliver færdig, men jeg tror ikke, at den er på plads endnu.

Jan Vertonghen blev i går spurgt af en journalist, om det er Tottenham, som han skifter til. Hvor til spilleren svarede:

- Ja, det er det, sagde Vertonghen og fortsatte:

- Jeg vil gerne spille i Premier League. Jeg er ikke i kontakt med min agent hver dag, men jeg føler, at det er tæt på nu. Måske går der et par uger, måske blot et par dage. Jeg ved, hvilken klub jeg skifter til, og det er vist også åbenlyst for alle, hvilken der er tale om.