Rodgers ærgrer sig over Salahs Chelsea-skifte
Illustration
Premier League

Rodgers ærgrer sig over Salahs Chelsea-skifte

Liverpool var længe ude efter egyptiske Mohamed Salah, men nu er FC Basel-spilleren på vej til Chelsea. 

I sommer stjal Chelsea brasilianske Willian for næsen af Tottenham, og nu napper de igen en spiller, som en konkurrende klub havde udset sig. Egyptiske Mohamed Salah har længe været et emne i Liverpool, men Chelsea-manager Jose Mourinho bekræftede tidligere i dag, at FC Basel-spilleren snart er at finde i London-klubben. 

Og det ærgrer Liverpool-manager Brendan Rodgers:

- Den unge mand (Salah, red.) er en god spiller. Vi har fulgt ham i flere måneder. Klubben har været at se på ham, og jeg selv har set ham spille, siger Rodgers til talkSPORT og fortsætter:

- Det har været en af de sager, hvor vi har snakket med agenten, men hvis man ikke kan blive enige, kan man ikke blive enige. 

Salah blev matchvinder for FC Basel mod Chelsea i efteråret, da schweizerne på hjemmebane vandt 1-0 i Champions League. Og i kampen på Stamford Bridge var Salah også på pletten i Basels 2-1-sejr. De flotte præstationer i europæisk fodbold lagde de også mærke til i Liverpool. 

- Men han har helt sikkert talent. Han er 21 år, og man så hvor god han var i de europæiske kampe mod Tottenham og Chelsea. 

Rodgers har dog ikke tænkt sig at give op på transfermarkedet, bare fordi han ikke fik Salah. 

- Men man skal altid have en længere liste af transferemne til situationer som denne, hvor det hele ikke falder på plads. Så håber man, at der stadig er en eller to andre, man kan få fingrene i, slutter Liverpool-manageren.