Southampton-manager kan skride ved salg
Illustration
Premier League

Southampton-manager kan skride ved salg

Mauricio Pochettino har slået fast, at ingen spillere er til salg, men Southampton-ledelsen vil gerne sælge, og argentineren kan blive nødt til at smide tøjlerne, hvis klubben sælger Luke Shaw, Rickie Lambert eller Adam Lallana.

Der er nok profiler at tage af i Southampton, men indtil formand Nicola Cortese i denne uge forlod klubben, var der ingen, der forventede, at klubben ville sælge. Nu er sagen en helt anden.

Liebherr-familien, der ejer klubben, ønsker at sælge for at få noget igen for den investering, de har lagt i klubben. Det kan sende venstre backen Luke Shaw til Chelsea eller Manchester City, det kan sende angriberen Rickie Lambert til West Ham, og det kan sende midtbanestjernen Adam Lallana til Manchester United.

I går slog manager Mauricio Pochettino fast, at han bliver i klubben trods Corteses afgang, og trods det faktum, at han i sommer sagde, det ikke gav mening at fortsætte i klubben, hvis Cortese ikke var der. Men Pochettino kan blive tvunget til at skride, hvis stjernerne bliver solgt. Det skriver Daily Mirror og refererer til gårsdagens udtalelser om profilernes tilgængelighed på markedet.

- Jeg mener ikke, at vi skal sælge nogen spillere. Jeg vil ikke sælge. Jeg vil gerne gør det meget klart: Ingen er til salg i Southampton. Min tro har ikke ændret sig i forhold til for en uge siden: Ingen spiller, jeg ikke vil sælge, vil blive solgt, sagde Pochettino, inden han blev spurgt til Luke Shaw, som José Mourinho og Manuel Pellegrini angiveligt vil kaste 30 millioner pund efter at få.

- Luke Shaw har en kontrakt, og det er et spørgsmål til den nye formand. Jeg er ikke klar over, at der skulle være bud på ham. Vi må se, hvad der sker, men ingen er til salg i Southampton - ingen.

I føleg Daily Mail har Pochettino allerede allieret sig med en række advokater, der skal se på muligheden for, at han kan opsige sin kontrakt til sommer, når sæsonen slutter.