Trods ballade: Cardiff-manager bliver
Illustration
Premier League

Trods ballade: Cardiff-manager bliver

Cardiff-manager Malky Mackays nærmeste allierede, sportschefen Iain Moody, er blevet fyret, men det får ikke Mackay til at overveje sin stilling.

Der er ballade i den walisiske Premier League-klub Cardiff City, der ejes af malayen Vincent Tan. Han har af flere omgange gjort sig upopulær i fankredse, og han gjorde det igen i sidste uge, da sportschef Iain Moody blev fyret og erstattet af den fuldstændig ukendte Alisher Apsalyamov - en 23-årig mand fra Kasakhstan, hvis eneste kvalifikation til jobbet tilsyneladende er, at han er en god ven af Vincent Tans søn.

Der har desuden været rygter fremme om, at manager Malky Mackay er blevet bedt om at forlade klubben. Det afviser han dog blankt.

- Med hensyn til mig selv, vil jeg sige, at jeg under ingen omstændigheder er bedt om at træde tilbage, og jeg har ikke på noget tidspunkt overvejet at forlade denne fodboldklub, siger Mackay på et pressemøde forud for weekendens kamp mod Chelsea.

LÆS OGSÅ: Mere kaos i Cardiff: Kræver sandheden frem

Her talte Malky Mackay for første gang om fyringen af sin nærmeste allierede i klubben, Iain Moody, der gennem længere tid, sammen med Mackay, har bygget på Cardiffs spillertrup og spillet en væsentlig rolle i rekrutteringen af de spillere, Mackay har til rådighed i dag.

- Jeg mener, at Iain er rigtig dygtig. Han har gjort et meget imponerende stykke arbejde for klubben. I den succesfulde periode vi har været i over de seneste to-et-halvt år, har han spillet en stor rolle i restruktureringen af min trup. Han har hjulpet med at bringe mere end 20 spillere hertil, han har en stor andel i den nuværende succes, og han vil blive savnet af alle, der arbejder for vores klub. Han forlader os med min yderste taknemmelighed og respekt. Jeg vil sige, at vores tab vil blive nogle andres store gevinst, siger Mackay, der samtidig vil mane rygter om Moodys påståede overforbrug til jorden.

- Jeg vil gerne lige klarlægge én ting, da jeg har læst et par ting over de sidste uger. Vi holdt os absolut under budgettet denne sommer. Det vil jeg gerne understrege. Det er det, jeg vil sige om Iain.

Malky Mackay og Cardiff ligger nummer 14 i Premier League med otte point for syv kampe.