Barcelona kvaste Krohn-løse Celta Vigo
Illustration
La Liga

Barcelona kvaste Krohn-løse Celta Vigo

Det var intet problem for Barcelona at fortsætte den ubesejrede stime mod Celta Vigo, der måtte se sig slået 3-0.

Barcelona fortsætter færden mod et nyt spansk mesterskab efter endnu en overbevisende sejr i La Liga. På udebane mod Celta Vigo, der ikke havde Michael Krohn-Dehli med i truppen, havde Barcelona ingen problemer.

Weekendens Clasico-sejr over Real Madrid blev fulgt op på fornemste vis, da katalanerne nemt besejrede Celta Vigo med 3-0.

Alexis Sanchez fortsatte sin målscoring, da han sendte første mål i kassen efter bare ni minutters spil. En stilling, der holdt til pausen. Det ødelagde Celta Vigo dog selv kort efter teen, da Yoel med et selvmål øgede Barcelonas føring.

Cesc Fabregas ville i sin mere tilbagetrukne rolle i forhold til Real Madrid-kampen også blande sig i målscoringen, og han øgede på Lionel Messis oplæg til 3-0.

Sejren lægger endnu mere pres på rivalerne fra Madrid - Real såvel som Atletico, der er henholdsvis ni og fire point efter Barcelona, men med en kamp mindre spillet.