Barcelona-træner forholder sig ikke til spændingerne i Spanien
Foto: Juan Manuel Serrano Arce/GettyImages
La Liga

Barcelona-træner forholder sig ikke til spændingerne i Spanien

Ernesto Valverde gider ikke bekymre sig om den politiske situation imellem Spanien og Catalonien, hans fokus er det sportslige, fastslår han.

Situationen i Catalonien er for tiden særdeles anspændt, da catalonerne ønsker at løsrive sig fra Spanien, som ikke har meget tilovers for den forfatningsstridige løsrivelsesafstemning, som der var tidligere på efteråret.

Midt i det hele befinder FC Barcelona sig, som på den ene side har stærke catalanske rødder i både fans og historie, men samtidig også er en spansk fodboldklub.

FC Barcelonas cheftræner, Ernesto Valverde, er godt klar over, hvilke kræfter der er i spil, men han ønsker ikke at forholde sig til situationen.

- Alle har deres ansvar. Jeg er træner i Barcelona, og jeg forsøger at få mit hold til at vinde. Jeg er kun fokuseret på at vinde kampen, siger Valverde fredag ifølge AFP og uddyber:

- Det er ikke op til mig at drage konklusioner, men som alle andre, så har jeg også min mening om sagen. Jeg ønsker udelukkende at fokusere på det sportslige.

Barcelona møder lørdag aften Athletic Bilbao på udebane i Primera Division, og på det forudgående pressemøde måtte stå model for en række spørgsmål om situationen i Spanien.

- Der er ikke sket noget endnu, og foreløbigt taler vi om antagelser. Det er okay at drage konklusioner, men lad os tale om realiteterne. Realiteten er, at vi i morgen har en fodboldkamp, som vi vil forsøge at vinde, siger Ernesto Valverde.

Der har tidligere været meldinger om, at FC Barcelona kan blive nødt til at finde sig en anden liga, såfremt Catalonien lykkedes med at blive en selvstændig nation.