Beckham vil lokke Ronaldo til Miami
Illustration
La Liga

Beckham vil lokke Ronaldo til Miami

David Beckham vil have Cristiano Ronaldo til MLS, når englænderen starter sit eget hold i 2017.

Den tidligere engelske landsholdsspiller David Beckham arbejder i øjeblikket på at skabe et hold i MLS (Major League Soccer). Holdet skal have base i Miami og starte op i 2017, hvis alt går efter planen. 

Ifølge The Sun pønser Beckham også på at lokke et stort navn til klubben for at starte med et brag. Det store navn skulle angiveligt være Cristiano Ronaldo, der om tre års tid kan skifte La Liga og Real Madrid ud med MLS og Miami.

Det kommer dog nok til at kræve en markant sum, men en anonym kilde udtaler til avisen, at Ronaldo kan være med på ideen om tre år.

- Ronaldo elsker USA og alt, hvad landet kan tilbyde. Det er ingen hemmelighed, at han har tænkt på at slutte sin karriere her, så en aftale som denne kunne være perfekt for ham. Men der er lang vej endnu, vi taler altså om 2017, men det viser tydeligt Beckhams ambitioner, siger kilden.

Til den tid vil Ronaldo være 32 år gammel, så timingen er måske ikke helt hen i vejren. David Beckham har selv en fortid i Ronaldos Madrid. Englænderen var en del af de såkaldte Galacticos-mandskab fra 2003 til 2007.