La Liga

Valencia-træner afviser dommerkritik

Unai Emery ville ikke kritisere kampens dommer, da Valencia søndag aften tabte 1-4 til Atletico Madrid og fik to røde kort.

Det var ikke Valencias aften på Vicente Calderón søndag aften. Holdet ramte ikke dagen, og samtidig var flere dommerkendelser imod gæsterne.

Alligevel ville Valencias træner ikke give dommeren skylden efter 1-4 nederlaget.

- Der var nogle altafgørende momenter, heriblandt udvisningerne, men undskyldninger kan vi ikke bruge til noget. Faktum er, at vi ikke var dygtige nok til at true deres mål, sagde Unai Emery.

Det var den spanske landsholdsspiller Carlos Marchena og portugisiske Miguel, der blev smidt ud af opgøret i Madrid.

Nederlaget betyder, at Valencia nu har hele 13 point op til Real Madrid på andenpladsen, mens der kun er tre point ned til Sevilla på fjerdepladsen.

Omvendt kravler Atletico Madrid op på 12. pladsen i Primera Division.