Avis: Disse seks angribere har Barcelona en realistisk chance for at hente
Foto: Getty Images
Rygter

Avis: Disse seks angribere har Barcelona en realistisk chance for at hente

Tiden er ved at rinde ud for Barcelona, der har hårdt brug for at finde en afløser til den langtidsskadede Luis Suárez.

Christian Eriksen har fået sit skifte til Inter, men der er stadig et par store brikker, der mangler at falde på plads i løbet af de sidste to-et-halvt døgn af vinterens transfervindue.

Først og fremmest mangler Barcelona stadig at finde en afløser for Luis Suárez, der står til at misse resten af sæsonen med en alvorlig skade. 

Barcelona har i de seneste dage forhandlet intenst med Valencia om spanieren Rodrigo, men forhandlingerne er, ifølge Mundo Deportivo, brudt sammen. 

Tyndt besat
Barcelona er tæt på at sælge Carles Perez til AS Roma, og Barcelona-cheftræner Quique Setien råder således blot over Lionel Messi, Antoine Griezmann, Ansu Fati og Ousmane Dembele til de tre pladser i angrebet, og ingen af disse spillere er klassiske 9'ere. Derudover er Dembele som regel plaget af skader.

Der er således ikke den store tvivl om, at Barcelona har brug for at hente en forstærkning, hvis katalanene skal gøre sig forhåbninger om succes i Champions League og den hjemlige liga.

Den spanske avis Sport har bragt en liste over seks mulige angribere, som Barcelona vil have en realistisk mulighed for at hente inden transfervinduet lukker igen fredag aften.

KRZYZSTOF PIATEK
Polakken er kommet lidt tilovers i AC Milan, og kan muligvis hentes på en lejeaftale.

CARLOS VELA
Los Angeles FC-mexicaneren har tidligere været på tale i Barcelona, og burde ikke blive svær at hente på en lejeaftale.

LOREN MORON
Quique Setien kender angriberen fra sin tid i Real Betis.

DRIES MERTENS
Den 32-årige belgier har kontraktudløb i Napoli til sommer, og burde således kunne hentes for et lavt beløb.

PEDRO RODRIGUEZ
Chelsea-kanten har en fortid i Barcelona, og har kontraktudløb i Chelsea til sommer.

OLIVIER GIROUD
Franskmanden er ligeledes kommet tilovers i Chelsea, og har i den seneste tid været rygtet til blandt andet Inter og Tottenham.