Superliga

Chok: Milliardgæld tvinger SAS Ligaen til udsalg

De 12 SAS Liga-klubber skylder over tre milliarder kroner til banker, kreditinstitutter og realkreditinstitutter. Bankerne strammer nu kassekreditten, hvilket vil tvinge danske klubber til at sælge ud af profilerne og skære i lønniveauet, vurderer flere eksperter.

SAS Ligaen har ondt i økonomien.

At dårlige bundlinje-resultater er ekstra kritiske for tiden viser Tipsbladets gennemgang af de seneste årsregnskaber i de 12 SAS Liga-klubber. Her kommer det frem, at SAS Liga-klubberne til sammen skylder 3,04 milliarder kroner til banker, kreditinstitutter og realkreditinstitutter.

Et faktum, der sammenkædet med danske bankers manglende lyst til at låne fodboldklubber flere penge betyder, at adskillige SAS Liga-klubber i de kommende år er tvunget til at sælge deres dygtigste spillere og skære ned på spillerlønninger, fordi der ikke er andre steder at få eller spare kontanter.

- Man skal se på, hvornår banken har lånt pengene ud. Det har de gjort før finanskrisen, da der var gang i byggebranchen og salg i fast ejendom. FCK har jo lånt penge til at købe Lalandia, kontortårne i Parken og en ny tribune, blandt andet. Jeg tvivler meget på, at banken (Nordea) ville lave lånt pengene ud i dag med finanskrisen, siger bankekspert Bjarne Jensen fra BJ Consult til Tipsbladet.

Et billede, som de godt kan nikke genkendende til ude i klubberne.

- Markedet er trængt, og det er især likviditeten, der er et problem. Som gammel bankmand ved jeg, at bankerne er meget påpasselige med at udlåne penge til fodboldklubber, for det er en trængt branche, siger Søren Poulsen, der er administrende direktør i Esbjerg fB og tidligere har arbejdet som direktør i BG Bank og Danske Bank.

Læs mere:Tipsbladet Indsigt analyserer i dagens udgave gældsbyrden i SAS Liga-klubberne, kigger nærmere på samarbejdet med de banker, de skylder penge og får fastslået konsekvenserne. Avisen er på gaden i kioskerne og som e-avis.