Superliga

U/21-landsholdsspiller skal suge til sig

Esbjergs nye spiller Sebastian Andersen glæder sig over det pludselige skifte til Esbjerg, men har i første omgang ikke tænkt sig at stille krav om en stamplads.

Et af sommerens få klubskifter i den danske SAS Liga stos HB Køges Sebastian Andersen for, da han skiftede til Esbjerg. Det er ikke et skifte, han har haft grund til at fortryde indtil videre.

- Det er gået helt fint. Alle har været superflinke. Jeg skal selvfølgelig lære spillestilen, men det går bedre og bedre, siger Sebastian Andersen til tipsbladet.dk.

I efteråret spillede Andersen 16 kampe i sin første SAS Liga-sæson, men det er en lidt anden klub, som han er kommet til nu. Esbjerg samlede hele 25 point mere sammen i de første 18 kampe end HB Køge, og det kan den 21-årige offensivspiller godt mærke.

- Det kan jeg sagtens. Træningen foregår på et højere niveau, og man kan godt mærke, man er kommet til den bedre ende af tabellen. Det går en tand hurtigere, så man har ikke så lang tid på bolden, fordi der hele tiden er en lige bag en. Det er en proces, jeg skal igennem, men det går bedre og bedre, siger Sebastian Andersen.

Sebastian Andersen har spillet tre U/21-landskampe og de førnævnte 16 kampe i SAS Ligaen, men ellers er det småt med erfaring fra højeste niveau. Derfor er ambitionerne for foråret relativt beskedne

- Jeg skal suge til mig. Jeg får de minutter, som jeg får, men det er en læringsproces indtil sommer, selvom jeg selvom jeg selvfølgelig også har ambitioner om at spille.

Det var slet ikke planen, at Andersen allerede skulle tiltræde i Vestjylland før forårssæsonen. HB Køge ville ikke slippe ham før til sommer, men en af de sidste dage inden transfervinduets lukning, lykkedes det de to klubber at finde en løsning. Derfor skulle det pludseligt gå hurtigt med at finde ny bopæl vestpå, men alligevel passede det Andersen godt at skifte nu.

- Det er jeg glad for. Det ville jeg gerne, så det er perfekt. Klubben har været god til at finde noget midlertidigt, og så har jeg fundet noget sammen med min kæreste. Alle holdkammeraterne har også været superflinke til at hjælpe mig med at komme ind i truppen, siger Sebastian Andersen.