Fænomenalt Milan-comeback på Sardinien
Illustration
Serie A

Fænomenalt Milan-comeback på Sardinien

AC Milan var bagud 0-1, da der var spillet 87 minutter af udekampen mod Cagliari, men Clarence Seedorf og co. vandt alligevel.

Clarence Seedorf fik en fin debut som manager for AC Milan sidste søndag, da han førte sit mandskab frem til en 1-0-sejr over Verona, men i midtugen kom Milano-klubben ned på jorden igen, da Udinese ekspederede storklubben ud af Coppa Italia. I dag kom holdet dog tilbage på sporet med en dramatisk sejr på 2-1 ude over Cagliari.

Hjemmeholdet bragte sig foran efter 28 minutter ved Marco Sau, og 1-0 lignede længe kampens slutresultat, men efter 87 minutter udlignede Mario Balotelli, og endnu bedre blev det for udeholdet to minutter senere, da Giampaolo Pazzini fuldendte et flot comeback og sikrede Milan en 2-1-sejr.

Knap så godt gik det for Milans naboer fra Inter, der på udebane mødte bundproppen Catania. Det opgør sluttede præcis, som det startede – med 0-0 på måltavlen.

Frederik Sørensen har på det seneste mistet sin plads i Bologna, og søndag sad danskeren atter på bænken i hele kampen, da han og holdkammeraterne gæstede Sampdoria. Og om det var fraværet af Frederik Sørensen, der gjorde udslaget, skal være usagt, men Bologna måtte i hvert fald nøjes med 1-1.

Andetsteds blev det til smalle sejre til Livorno, Parma og Torino.