Nicklas Bendtner på nyt lejemål i Italien?
Illustration
Serie A

Nicklas Bendtner på nyt lejemål i Italien?

Nicklas Bendtner sættes i forbindelse med Lazio, der angiveligt vil leje danskeren for resten af sæsonen. 

De seneste uger har det ligget i luften, at Nicklas Bendtner fortsætter i Arsenal frem til sommer, men nu er der alligevel dukket en mulighed andetsteds op for den danske angriber. 

Ifølge et italiensk medie er Nicklas Bendtner således et emne i Serie A-klubben Lazio, der er på markedet efter forstærkninger. Det er den lokale Rom-avis El Tempo, der skriver, at Lazio muligvis kunne være interesseret i et leje Nicklas Bendtner for resten af sæsonen i Arsenal. Danskeren var i 2012-13-sæsonen også udlejet til Italien, hvor han havde et mislykket ophold i Juventus, men nu kan en ny tur til støvlelandet altså komme på tale. 

Bendtner har været skadet, siden han scorede for Arsenal 1. januar, men trods sin status som reserve i London-klubben har han formået at få spilletid og endda komme på måltavlen flere gange i det seneste halve år. Dermed har han holdt sit navn varmt, og derfor er Lazio altså muligvis interesseret i en lejeaftale. 

Meldingerne om Bendtners fremtid i Arsenal har været ganske forskellige den seneste tid, hvor der både har været rygter om øget konkurrence til den danske angriber samt forlydender om, at klubben vil holde på Bendtner frem til sommer. I Bendtner-lejren spekulerer man imidlertid ikke meget på det aktuelle transfervindue, hvilket spillerens agent Tom Brooks slog fast over for tipsbladet.dk i sidste uge. 

- Det må du spørge Arsene Wenger om. Vi har ikke været i dialog med Arsenal om det, så vi må diskutere det senere, hvis det bliver aktuelt. Nicklas fokuserer på Arsenal og på at blive fit, sagde Tom Brooks ved den lejlighed. 

Nicklas Bendtners kontrakt med Arsenal udløber til sommer.