Johansen består lægetjek: En knast tilbage
Illustration
Skandinavien

Johansen består lægetjek: En knast tilbage

Stefan Johansen bliver formentlig Celtic-spiller i dag. Han har bestået lægetjekket og er enig med skotterne, der dog lige mangler et enkelt punkt i aftalen med Strømsgodset.

Midtbanespilleren Stefan Johansen bliver efter alt at dømme præsenteret i Celtic i dag. Nordmanden landede mandag aften i Glasgow, hvor han udtalte sig om sit kommende klubskifte. I går bestod han så lægetjekket, og nu resterer der kun én knast.

I følge Drammens Tidende er der nu kun ét punkt tilbage i aftalen, som Celtic og Johansens nuværende klub Strømsgodset er uenige om. Klubberne skulle dog have nærmet sig hinanden, så handlen bliver betragtet som så godt som lukket. Stefan Johansen sagde da også i går til skotsk tv, at han håber aftalen går i gennem af i dag, onsdag.

Stefan Johansen får en kontrakt på tre-et-halvt år, mens Strømsgodset får godt 15 millioner danske kroner ud af handlen.

Dermed har nordmændene penge til at gå ud og finde en forstærkning til holdets midtbane. Den har de fundet i FC København, hvor de ønsker at hente Thomas Kristensen til klubben. FCK har accepteret Kristensens ønske om at prøve sig af i udlandet, inden karrieren slutter, og derfor vil de formentlig også slippe ham, hvis de får et bud fra de norske mestre.