Ronaldo og co. mødt med Pippi-musik i Sverige
Illustration
Skandinavien

Ronaldo og co. mødt med Pippi-musik i Sverige

Den svenske avis Ekspressen havde hyret et hornorkester til at tage imod Portugals landshold forud for den afgørende playoff-kamp i Stockholm.

Det portugisiske landshold med Cristiano Ronaldo i truppen fik søndag aften en noget anderledes velkomst til deres hotel i Stockholm end de plejer før vigtige fodboldkampe. 

Den svenske avis Ekspressen havde således hyret et hornorkester til at tage imod portugiserne, da de søndag ankom til hotel Sheraton i det centrale Stockholm. Hornorkesteret spillede tonerne fra den kendte Pippi Langstrømpe-melodi "Her kommer Pippi Langstrømpe", og det var altså denne lyd, portugiserne blev mødt af. 

Årsagen til optrinnet skal findes i fredagens opgør mellem Portugal og Sverige i den første playoff-kamp mellem de to hold i Lissabon. Her var der et orkester på stadion, der spillede den omtalte melodi flere gange under kampen, hvilket blandt andre Rasmus Elm fra det svenske landshold bed mærke i som et forstyrrende element.

Nu har svenskerne altså taget hævn og mødt det portugisiske landshold med Pippe Langstrømpe-toner. 

Hvad det betyder for kampen mellem Sverige og Portugal tirsdag aften, er mere tvivlsomt. Første opgør endte 1-0 til Portugal, så Sverige er altså pisket til sejr tirsdag aften i Stockholm. Kampen begynder klokken 20.45.

Se Ekspressens indslag med Pippi Langstrømpe-musikken herunder: