AaB: Ingen bud på Kusk trods succes
Illustration
Superliga

AaB: Ingen bud på Kusk trods succes

Nordjyderne har ikke modtaget bud på Kasper Kusk endnu og håber, at profilen først smutter til sommer.

Kasper Kusk har haft en flot sæson for AaB og er også blevet kåret til efterårets profil. I går viste den unge nordjyde igen sine kvaliteter, da han både scorede og assisterede i AaB’s 5-0-sejr over Viborg.

Det kan måske have været Kusks sidste kamp i AaB-trøjen, da flere udenlandske klubber meldes for interesserede. AaB har dog ikke modtaget nogle bud endnu, fortæller sportschef Allan Gaarde.

- Antallet af repræsentanter fra interesserede er vokset løbende her i den sidste del af efteråret, men endnu har ingen spillet ud med noget. Det kan jeg fastslå med sikkerhed, siger Gaarde til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg håber, det (transfervinduet, red.) bliver meget stille for vores vedkommende, hvilket selvfølgelig skal indebære, at Kusk bliver. Ønskescenariet er, at der kan findes en løsning, så han spiller for os i foråret og så bliver solgt til sommer.

Kusk selv fastslår, at han er klar til at skifte, hvis han er garanteret spilletid.

- Men jeg gør det kun, hvis det rigtige tilbud kommer. Ellers bliver jeg. Og et rigtigt tilbud er for mig fra en klub, hvor jeg har nogenlunde sikkerhed for, at jeg kommer til at spille. Derfor skal jeg måske heller ikke tage et stort skridt ud, men bare et lille step, fortæller Kasper Kusk.

22-årige Kasper Kusk har nettet hele ni gange i denne Superliga-sæson.