Afklaring på Maikon i slutningen af ugen
Illustration
Superliga

Afklaring på Maikon i slutningen af ugen

Jönköpings Södra arbejder på at finde plads i truppen til Brøndbys Maikon Orellana, men der kommer først en afkalring i slutningen af denne uge.

Jönköping-træner Mats Gren meldte klart flag i fredags, da han sagde, at han håbede at lave en aftale med Brøndby om at leje Maikon Orellana. Det ønsker han for så vidt stadigvæk, men klubben forsøger at slippe af med en spiller, før de kan få plads til Brøndby-kanten.

- Vi kigger på hele vores trup, og vi kan ikke have for mange spillere. Vi har forsøgt nogle forskellige ting i forhold til at leje nuværende spillere ud, men vi er ikke rigtig lykkes med det. Vi kan ikke have for mange spillere i truppen, så det afhænger lidt af, om det kan lykkes for os at gøre plads til ham. Der kommer en endelig afklaring i slutningen af denne uge, siger Mats Gren til tipsbladet.dk.

Maikon Orellana var med fra start og scorede, da Jönköpings Södras U/21-hold mødte U/19-holdet i en intern træningskamp. Her leverede den 20-årige spiller fra El Salvador et godt indtryk.

- Jeg synes, det så okay ud, men det er svært at vurdere ud fra en kamp, hvor han ikke var oppe mod en kvalificeret modstander. Men vi kan se, at han har mange kvaliteter, vi kan bruge, siger Jönköping-træneren.

Maikon Orellana trænede med Jönköpings Södra det meste af sidste uge. Efter træningskampen i lørdags rejste han tilbage til Brøndby, hvor han træner for sig selv, mens den øvrige førsteholdstrup er på træningslejr i Tyrkiet.