Agent: Stor interesse for Lasse Nielsen
Illustration
Superliga

Agent: Stor interesse for Lasse Nielsen

Lasse Nielsen er splittet mellem at ville spille sæsonen færdig i AaB og få sin drøm om et udlandsophold opfyldt. Hans agent fortæller, at der er klubber, der vil have ham nu.

AaB'eren Lasse Nielsen forlader Nordjylland senest til sommer, men spørgsmålet er, om han skal forlade klubben allerede i dette transfervindue. Nielsen vil egentlig gerne spille sæsonen færdig, og AaB vil gerne beholde ham indtil kontraktudløbet efter sæsonen. Derfor er Nielsen kritisk, men klar på at tage afsted, hvis det rette bud kommer.

- Der er stor interesse for Lasse, og principielt kunne det nok godt lade sig gøre at få Lasse af sted allerede nu, men i forhold til Lasses plan handler det mere om at vælge det rette sted at fortsætte karrieren. Stedet skal være springbræt for næste skridt i Lasses udvikling. Samtidig er Lasse jo glad for at være i AaB og gerne vil gøre tingene færdige, så med mindre det helt rigtige tilbud dukker op, bliver han nok i Aalborg kontrakten ud, siger Lasse Nielsens agent Mads Winther til agentfirmaet People In Sports Facebook-side.

Lasse Nielsen fortæller desuden, at hans umiddelbare plan er at blive i AaB sæsonen ud, men at han drømmer om at prøve sig af på et højere niveau.

Russiske Amkar Perm forsøgte i sommer at købe Lasse Nielsen, men dengang trak de tilbuddet tilbage, efter AaB havde accepteret deres bud.