AGF-kaptajn: Ligeglad med Graulunds kritik
Illustration
Superliga

AGF-kaptajn: Ligeglad med Graulunds kritik

AGF's anfører og målmand, Steffen Rasmussen, er ligeglad med den kritik, som Peter Graulund i sin nye bog retter mod klubbens træner, Peter Sørensen. 

Normalt er det bolde, der preller af på Steffen Rasmussen i AGF's mål. Men det samme gør den seneste kritik, som den tidligere AGF'er Peter Graulund retter mod klubbens træner, Peter Sørensen, i sin nye bog 'Jeg er nummer 11'. 

Graulund beskylder i bogen, der udkommer på torsdag, Peter Sørensen for at hænge enkelte spillere ud foran resten af truppen og håne dem. 

Men AGF-anføreren Steffen Rasmussen er ligeglad med, hvad Graulund har at sige om Peter Sørensen:

- Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med Graulunds bog. Jeg har ikke læst noget af den, så jeg kan ikke udtale mig om den, siger AGF-anfører og målmand, Steffen Rasmussen til Ekstra Bladet.

- Jeg ved, hvad der foregår i AGF, og hvad der ikke foregår. Og den slags holder vi internt, så jeg vil ikke kommentere på hans kritik, slutter Rasmussen. 

Peter Graulund spillede i seks år i AGF, fra 2006 til 2012, og i alle årene var det med Steffen Rasmussen i aarhusianernes mål.