Ahlmann: Schwartz og Bjarnason var frustrerede
Illustration
Superliga

Ahlmann: Schwartz og Bjarnason var frustrerede

Elmar Bjarnason og Ronnie Schwartz overfusede begge i løbet af få minutter Jakob Ahlmann mandag aften i Randers, men AaB's venstre back mener ikke, de har en sag, når de brokker sig over, at han filmer.

Randers-spillerne var tydeligt frustrerede i kampen mod AaB mandag aften. Elmar Bjarnason fik to gule kort for brokkerier mod slutningen af kampen, da han mente, at Kasper Kusk spillede på at få ham udvist. Men allerede i første halvleg var Bjarnason ude med riven, da han fældede Jakob Ahlmann for efterfølgende at overfuse ham verbalt med en beskyldning om film.

Kort tid efter gentog det sig med Ronnie Schwartz, men Ahlmann mener ikke, at de to Randers-profiler har en sag mod ham.

- Jeg synes, der er frispark i begge situationer. Jeg tror bare, de var frustrerede over at være bagud. Sådan nogle frustrationer vil der altid være i fodbold, ellers går man ikke nok op i det, siger Jakob Ahlmann til Nordjyske.

AaB vandt kampen 4-1 og er nu nummer to i Superligaen med seks point ned til et forfølgerfelt bestående af FC København, Brøndby og AGF.