Superliga

Bordinggaard har savnet ugentlige kampe

Keld Bordinggaard glæder sig til at se sine spillere hver dag, når han efter en længere pause er tilbage på posten som klubtræner.

Efter en periode som træner for det danske U-21-landshold er Keld Bordinggaard tilbage på trænerbænken på klubplan. Den tidligere Vejle-træner skal overtage trænerposten i Silkeborg efter Troels Bech, og den tidligere OB- og Silkeborg-spiller glæder sig til at arbejde i en klub igen. 

- Det er jo den store ulempe ved det dejlige job som landstræner, at man ikke har den daglige gang med spillerne. Der er jo en øvre grænse for, hvor langt man kan flytte holdet. Det bliver et privilegium. Jeg glæder mig også meget til, at der er kampe hver eneste uge. Det har jeg savnet. Så er der selvfølgelig andre ting, som har fyldt tiden godt ud, men det her konkurrenceelement hver uge, det savner man som landstræner, siger Keld Bordinggaard til tipsbladet.dk.

Ved udnævnelsen som ny Silkeborg-træner sagde Bordinggaard, at Silkeborg var det perfekte match for ham. Men hvad er det præcis, der gør Silkeborg til det perfekte valg?

- Det er på flere områder. Troels Bech har lagt en rigtig god base, hvad angår spillestilen. En stil, som jeg synes peger fremad. Der er mange i øjeblikket, som gerne vil være dygtigere med bolden, og det har Troels Bech arbejdet med i nogle år i Silkeborg og er nået et godt stykke vej. Det ligger tæt op ad den måde, som jeg gerne vil spille fodbold på, og derfor var det et godt match, fordi jeg ikke starter fra nul. Det er også vigtigt, at der er afklaring i ledelsen omkring retningen, og Silkeborgs ledelse vil videre den vej. Jeg synes, at der er mange eksempler på klub og træner, der siger ja til hinanden, men som ikke er afklaret om den strategi, som træneren kommer med. Og det går sjældent godt, siger den kommende Silkeborg-træner.

Keld Bordinggaard spillede i Søhøjlandet fra 1992-1997 og var blandt andet med til at vinde det danske mesterskab med klubben i sæsonen 1993-1994. Men selvom den tidligere Silkeborg-spiller kender klubben indefra, var det ikke hovedårsagen til, at valget faldt på Silkeborg.

- Det betød noget for mig, at jeg kendte ledelsen på forhånd og har haft et godt samarbejde med dem tidligere. Det betød dog ikke noget, at jeg kendte klubben indefra, for jeg kommer med nogle andre ting nu, end da jeg var spiller i klubben. Og da klubben også har en ambition om at løfte sig op på næste niveau, så nytter det ikke noget, at der kommer en træner med erfaringer fra det Silkeborg, som jeg kendte. Jeg kommer med nogle nye erfaringer, som forhåbentlig kan hjælpe klubben, siger Bordinggaard.

Keld Bordinggaard nåede som aktiv at spille 143 kampe og score 20 mål i den røde Silkebor-trøje, inden han afsluttede karrieren i Vejle i 2000.