Superliga

DBU åbner ny sag mod Brøndby

Afbrændingen af fyrværkeri bliver en sag for DBU's disciplinærudvalg og kan ende med streng straf til Brøndby.

Brøndbys fans satte deres præg på kampen mellem AaB og Brøndby ved efter pausen brænde masser af fyrværkeri af og kaste flere romerlys på banen, så kampen måtte afbrydes i flere minutter.

DBU har nu modtaget en kamprapport fra dommer Claus Bo Larsen og er nu klar til at åbne endnu en sag mod Brøndby - den fjerde på udebane i denne sæson.

- Vi vil nu indsamle redegørelser fra begge klubber, og så går sagen videre til disciplinærudvalget, siger leder af DBU's turneringsudvalg Peter Ebbesen til tipsbladet.dk.

Læs også: Brøndby-chef: Det må høre op

I følge DBU's nye regler om objektiv udebaneansvar modtager en klub en advarsel i første tilfælde, en bøde på 10.000 kroner i andet tilfælde, en straf på 25.000 kroner i tredje tilfælde og efterfølgende bliver sager behandlet individuelt, hvor straffen ud over bøder blandt andet kan være sanktioner i form af fratagelse af point eller kampe uden publikum.

Brøndby har i denne sæson modtaget advarsel og bøde på 10.000 kroner, mens den voldsomme uro med slagsmål, hærværk og fyrværkeri-afbrænding i Parken blev behandlet individuelt og resulterede i en bøde på 200.000 kroner til Brøndby.

- På grund af, at den nye sag er fjerde-gangstilfælde vil den uden tvivl også blive behandlet individuelt, siger Peter Ebbesen.

Brøndby modtog advarslen i forbindelse med sæsonens første møde med AaB i Aalborg, bøden på 10.000 kroner for uro i udekampen mod Lyngby BK og altså den historisk høje bøde fra udekampen mod FC København.

Brøndby har også haft en sag for disciplinærudvalget i forbindelse med hjemmekampen mod OB, hvor gæsternes keeper Roy Carroll blev overdænget med lightere kastet af Brøndby-fans.

Der skelnes fra DBU's side mellem uroligheder på hjemme og udebane.