Delaney: Skal være bedre end sidst
Illustration
Superliga

Delaney: Skal være bedre end sidst

FC Københavns Thomas Delaney vil se en stærkere præstation mod Brøndby end i nederlaget i september, men holdet er også bedre kørende denne gang.

FC København har kun tabt en af sine foregående 13 Superliga-kampe, men det var til gengæld mod søndagens modstander Brøndby. Dengang i september vandt vestegnsdrengene med 3-2 på eget græs, og det er ikke noget, der huer Thomas Delaney.

Han forventer en bedre indsats fra de hvideklædte københavnere i denne omgang, hvor formkurven er opadgående

- Vi skal være bedre end sidst. Det var en dårlig præstation sidste gang, og vi skal være mere effektive. Men det synes jeg også, vi har været på det sidste, og vi er helt sikkert på rette vej, siger han til tipsbladet.dk.

Der er da også god grund til at tro på en forbedret præstation, for under de to holds seneste møde var situationen en ganske anden i mesterklubben. Sæsonstartens jammerlighed havde endnu ikke helt sluppet sit tag i de hvidklædte, men det har den nu, hvor træner Ståle Solbakken ligner en mand, der har sat skik på sit nye, gamle hold.

- Vi er uden tvivl bedre nu. Vi er kommet tilbage på sporet både hvad angår spillet og resultaterne, så vi har mere selvtillid. Det samme gælder Brøndby, så det bliver formentlig en god kamp, siger Thomas Delaney.

Han vil dog ikke love fem mål som i tiende spillerunde, men til gengæld kommer der ikke til at mangle intensitet, spår han. Især fordi begge hold nærmer sig toppen og skal bruge en sejr for at hænge på de forreste hold. 

FCK'erne bliver måske en smule hæmmede af, at de spillede Champions League i Torino i går aftes og dermed både har en fysisk og mental udfordring i frisk erindring. Det bliver dog ikke den udslagsgivende faktor.

- Det betyder selvfølgelig, at vi har færre restitutionsdage, men det er vi vant til med alle de kampe, vi spiller i ligaen, Champions League og pokalen. Vi spiller kampe hele tiden, men vi har en stor trup, og det holder bare alle mand i gang, så forhåbentlig kan vi tage tempoet med videre, siger Thomas Delaney, der vil spille sit tiende derby på søndag.