Ingen Europa-tømmermænd hos EfB og FCK
Illustration
Superliga

Ingen Europa-tømmermænd hos EfB og FCK

Både Esbjerg fB og FC København henter flere point i Superligaen i de kampe, der følger europæiske opgør, end de gør generelt.

En af fodboldens helt store klichéer hedder, at holdene altid præsterer dårligere i Superligaen i weekenden, når de har spiller europæisk fodbold i midtugen. Især i denne sæson har Esbjergs Europa-eventyr fået skylden for, at holdet bakser rundt under nedrykningsstregen, men faktisk er de bedre i ligaen, når de har spillet i europæisk fodbold.

Tipsbladet.dk har lavet en opgørelse over Esbjergs Superliga-kampe ovenpå Europa League-fodbold i midtugen, og resultatet viser, at esbjergenserne faktisk henter flere point i de kampe, end de har gjort i alle kampe i gennemsnit. Holdet har således 18 point for 16 kampe, og det betyder 1,125 point i snit per kamp, men til gengæld har de lavet otte point efter seks europæiske kampe, og det betyder 1,333 point i gennemsnit. 

Havde klubben fastholdt det gennemsnit i alle sæsonens 16 kampe, ville de have 21 point og dermed befinde sig side om side med FC Vestsjælland på sjettepladsen. 

Det samme billede gør sig gældende for Danmarks andet hold i Europa, FC København. De har ligeledes hentet flere point efter europæiske midtugekampe. Mestrenes 24 point i 16 Superliga-kampe er lig med 1,5 point i gennemsnit, mens deres otte point ovenpå de fire Champions League-opgør betyder to point i snit. 

Hvis de hvidklædt københavnere kunne holde det pointgennemsnit i alle kampe, ville de lige nu have 32 point – to mere end FC Midtjylland på førstepladsen.