Esbjerg var dobbelt så gode i foråret
Illustration
Superliga

Esbjerg var dobbelt så gode i foråret

Den svage efterårsform i Esbjerg betyder, at holdet hentede næsten dobbelt så mange point i gennemsnit i foråret, som de gjorde efter sommerpausen.

Det ville være en underdrivelse af de helt store blot at konstatere, at Esbjerg ikke har levet op til forårets storfom efter sommerferien. Maj måneds pokalvindere præsterede at gå fra at være Superligaens bedste i foråret til at være rækkens næstdårligste i efteråret, og derfor tilbringer de vinteren under nedrykningsstregen. 

Kigger man på holdets pointhøst på hver sin side af sommerpausen, ser man, at de var stort set dobbelt så gode i det succesfulde forår, der kulminerede med den pokaltriumf, som sikrede adgang til Europa League. 

Før sommer spillede Esbjerg 13 kampe i Superligaen, og de kampe kastede 25 point af sig. Det giver et gennemsnit på 1,92 point per kamp, og det er næsten dobbelt så godt som efterårssnittet. Her hentede man blot 19 point i 18 kampe, og det betyder 1,05 point i gennemsnit. 

Hvis vestjyderne havde holdt snittet på 1,92 point per kamp, ville de have fået mellem 34 og 35 point for efterårets 18 kampe, og det er være nok til at sikre dem en andenplads i stedet for en placering som nedrykningstruet nummer 11.