FC Midtjylland var AGF overlegne på heden
Illustration
Superliga

FC Midtjylland var AGF overlegne på heden

FC Midtjylland kan holde jul på førstepladsen i Superligaen og med en klar 3-0-sejr over AGF i frisk erindring.

Det stod klart på forhånd, at FC Midtjylland ville fejre jul på Superligaens førsteplads, men ulvene kunne alligevel forsøde juletiden med en sejr over AGF i 2013's sidste kamp. Og man må sige, at missionen lykkedes for Superliga-duksene.

AGF blev ganske enkelt fejet af banen på MCH Arena søndag eftermiddag, og til sidst kunne det også aflæses på måltavlen, hvor der efter det sidste fløjt stod 3-0 til FC Midtjylland. Allerede ved pausen var ulvene foran 3-0.

Den første scoring faldt efter godt 20 minutters spil. Efter flot sammenspil mellem Petter Andersson og Kristian Bak Nielsen sendte sidstnævnte bolden ind i feltet til topscorer Morten Duncan Rasmussen, der med højreskøjten gjorde det til 1-0.

For en bestemt spiller var kampen noget ganske særligt – nemlig for Danny Olsen, der efter syv år på den jyske hede spillede sin sidste kamp for FC Midtjylland. Efter nytår skifter han som bekendt til netop AGF. Som en gestus havde Kristian Bak Nielsen valgt at give anførerbindet til Danny Olsen i dagens anledning, og efter 38 minutter viste Olsen, hvorfor han uden tvivl vil blive en savnet mand i Herning.

Danny Olsen lagde et frispark ind i feltet, hvor Erik Sviatchenko fik snittet bolden i mål til 2-0 ved fjerneste stolpe. Kort før pausen blev det også 3-0 til hjemmeholdet, da Marco Larsen headede bolden i kassen efter eminent forarbejde af Sylvester Igboun.

Med kampen afgjort allerede efter de første 45 minutter, kunne man sagtens have 2. halvleg mistænkt for at blive en kedelig affære, og helt som ventet skruede FCM er par niveauer ned, mens AGF stadig ikke for alvor magtede at blive farlig. Med andre ord var 2. halvleg ikke noget festfyrværkeri.

Med 20 minutter igen var der dog atter dramatik på den jyske hede.

Efter en nærkamp mellem Sylvester Igboun og Alexander Juel Andersen endte det med, at FCM-spilleren sparkede ud efter Juel Andersen, og for det blev han korrekt præsenteret for det røde kort – dumt lavet af Sylvester Igboun, der nu kan se frem til at indlede foråret i straffeboksen.

På måltavlen skete der ikke mere i kampen, og dermed cementerede FC Midtjylland deres position som det bedste hold indtil videre i denne sæson, mens AGF overvintrer i den tunge ende af en uhyre tæt Superliga-tabel.