FCK i dialog med Lars Jacobsen
Illustration
Superliga

FCK i dialog med Lars Jacobsen

Lars Jacobsen har kontraktudløb i FC København til sommer, men parterne er i dialog. Om det bliver til en forlængelse, er dog endnu uvist. 

34-årige Lars Jacobsen har i løbet af efteråret luftet tanken om at stoppe på landsholdet. Indtil videre er han dog stadig til rådighed for nationalmandskabet, men spørgsmålet er, hvor længe højrebacken fortsætter karrieren i det hele taget. 

Lars Jacobsen har kontraktudløb i FC København til sommer, og en forlængelse af aftalen kan blive et tema. Sportsdirektør Carsten V. Jensen fortæller således, at parterne er i dialog. 

- Vores overvejelser omkring det har vi ikke tænkt os at dele, men vi har en dialog med Lars og hans folk. Vi må se, hvad der kommer ud af det, men Lars har gjort det fint, og det er vi glade for. Man kan sige, at der skal tre til en tango, og den dialog har vi nu. Så vil vi melde ud, når der er noget at fortælle, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

Lars Jacobsen har været en vigtig mand for FC København gennem længere tid, men om han fortsætter karrieren – og om han gør det hos de danske mestre – er altså endnu uvist. 

- Lars har gjort en god figur, men i forhold til kontraktudløbet, må vi forholde os til de scenarier, der er. Enten bliver det en forlængelse eller os gør det ikke, og sådan er det jo med flere af vores spillere, siger Carsten V. Jensen. 

I efteråret 2011 kom Lars Jacobsen til FCK på en halvårig aftale, men den blev efterfølgende forlænget frem til sommeren 2014. Dermed nærmer han sig altså et udløb på kontrakten. 

Christian Bolaños, Thomas Kristensen, Cesar Santin og Daniel Braaten har ligeledes kontraktudløb til sommer.