Superliga

FCM henter tidligere FCN-spiller

FC Midtjylland har hentet den svenske forsvarsspiller Benjamin Kibebe, der har en fortid i FC Nordsjælland.

FC Midtjylland er klar med sommerens første indkøb, og det er en gammel kending af dansk fodbold, Herning-klubben lørdag formiddag har valgt at præsentere. Ulvene har nemlig hentet den tidligere FC Nordsjælland-spiller, Benjamin Kibebe, på en fri transfer i schweiziske FC Luzern.

- Han er en spiller, der passer perfekt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Han er en spillende forsvarsspiller, og det er den måde, vi som klub gerne vil være kendt for at spille på. Han er en god og professionel fodboldspiller, og med sin rutine er han en spiller, som de unge kan støtte sig op ad. Derudover har han nogle menneskelige egenskaber, som passer godt ind i den kultur, vi har i klubben, siger FCM-direktør Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

Hovedpersonen selv ser frem til at vende tilbage til dansk fodbold efter to år i Schweiz.

- Jeg kender FC Midtjylland fra tidligere, og jeg ved, de spiller godt fodbold. Jeg har hørt meget positivt om træneren og klubben, og jeg ser frem til at komme tilbage til dansk fodbold, som passer godt til mig. Jeg vil hjælpe klubben med at tage det næste skridt. Der er mange unge spillere i klubben, og jeg skal være med til at hjælpe dem og vise vejen. Situationen ligner den, jeg kom til, da jeg skiftede til FC Nordsjælland. Det er et spændende projekt, FC Midtjylland har gang i, siger Benjamin Kibebe.

Den svenske forsvarsspiller har skrevet en et-årig kontrakt med FC Midtjylland.