Jens Stage: David Nielsen tror på mig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jens Stage: David Nielsen tror på mig

Selv om den unge AGF'er Jens Stage ikke har spillet så meget i denne sæson, har karantæner giver ham chancen flere gange. Han føler stadig, at hans nye cheftræner tror på ham.

Ud for Jens Stages navn står der godt nok otte Superliga-kampe i denne sæson, men blot tre af dem har været fra start. I den første kamp under den nye cheftræner, David Nielsen, startede Stage også på bænken, da AGF tabte 2-0 mod Lyngby BK.

Her kom den 20-årige århusianer dog ind i starten af anden halvleg, efter Dino Mikanovic blev udvist i pausen, og mod FC København startede han så på banen på højre back. Det var ikke nogen stor succes, hverken for AGF, der tabte 4-0, eller Stage, der havde en svær aften over for Benjamin Verbic, men startpladsen var trods alt et skridt i den rigtige retning.

Jens Stage fastholder da også, at han oplever tillid fra cheftræner Nielsen, og med mindre han bliver sat af, kan han se frem til mere spilletid i den kommende weekend, eftersom Mikanovic forsat har karantæne.

- Jeg føler helt bestemt, at David har tillid til mig og mine kompetencer. Det har han vist ved at give mig godt med spilletid mod Lyngby og senest mod FC København. Det viser, at han tror på, at jeg kan løse opgaven, og det bliver forhåbentlig ved på den måde, da jeg helt bestemt har mere at give af til holdet, siger Jens Stage ifølge agf.dk.

Indskiftningen mod Lyngby var i øvrigt anden gang i denne sæson, at Stage kom ind efter en Mikanovic-udvisning. Det samme gjorde han i runde tre mod Silkeborg, hvor han ligeledes fik 90 minutter i den følgende runde.

Næste chance for at gøre sig fortjent til cheftrænerens tillid er fredagskampen mod FC Nordsjælland.