Kian Hansen kender ikke til Nantes-interesse
Illustration
Superliga

Kian Hansen kender ikke til Nantes-interesse

Et fransk medie skriver, at Nantes skulle være interesserede i at købe Esbjergs Kian Hansen, men det er ikke noget, han er bekendt med.

Ifølge ouest-france.fr er den franske Ligue 1-klub Nantes ganske interesserede i at købe Kian Hansen fri af Esbjerg, men interessen fra Frankrigs nummer syv har spilleren selv dog ikke mærket noget til.

- Der må jeg være dig svar skyldig. Jeg aner ingenting, og jeg har ikke snakket med nogen. Sidst, jeg talte med min agent, var på den anden side af nytår, siger Kian Hansen til tipsbladet.dk.

I det franske medies historie står der, at en eventuel kontrakt først skal gælde fra sommeren 2014, og med Esbjerg-øjne er det formentlig en god ide at beholde viceanføreren til den kommende nedrykningskamp. En sådan aftale vil også passe Kian Hansen glimrende.

- Det er klart, at det ville være en optimal løsning for mig, hvis jeg kunne lave en forhåndskontrakt med en klub og så spille et fint efterår i Esbjerg. Vi har to Europa League-kampe mod Fiorentina, men førsteprioriteten er at overleve i Superligaen. Så er Europa League bare en bonus, siger han.

Til sommer er tiden dog også ved at være moden til et skifte væk fra klubben, som han har været i siden sit 13. leveår. Han er faktisk allerede frisk på det nu, men han kan godt vente et halvt år.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg helst vil af sted nu, men ikke for enhver pris. Til sommer har hele tiden været mit udgangspunkt, men det kan jo være, at Esbjerg siger noget andet. Det er dem, der styrer det, siger forsvareren, der har kontrakt i Vestjylland til 2016.