Lars Søndergaard: Jeg kender Okotie
Illustration
Superliga

Lars Søndergaard: Jeg kender Okotie

SønderjyskE skulle være tæt på Austria Wiens Rubin Okotie, og træner Lars Søndergaard indrømmer, at han kender ham og fortæller, at der også kan opstå en mulighed i for at finde en angriber, der bliver til overs i en af de andre Superliga-klubber.

SønderjyskE er, i følge Ekstra Bladet, tæt på at lave en lejeaftale med Austria Wien-angriberen Rubin Okotie, som træner Lars Søndergaard skulle have fået sine fingre i gennem sine kontakter i Østrig. SønderjyskE-træneren kender Rubin Okotie, men vil ikke kommentere, om avisens oplysninger er sande.

- Jeg kender godt Rubin Okotie, og jeg kender også folk i Austria Wien, men jeg har ingen kommentarer. Det er rigtigt, at vi leder efter en angriber. Vi har haft flere oppe at vende og har interesse for nogen, men det er et svært marked, siger Søndergaard til tipsbladet.dk.

Et andet navn der bliver nævnt i forbindelse med Haderslev-klubben er Quincy Antipas, der brød igennem i Superligaen i SønderjyskE i årene 2010 til 2012. Søndergaard ønsker heller ikke at kommentere, om Antipas er et tema, men generelt vil han gerne sige, at der kan komme en angriber fra en anden Superliga-klub.

- Der kan nå at ske så meget i løbet af dagen, og jeg vil ikke udelukke, at der kan komme en angriber fra én af de andre Superliga-klubber, for der sker indimellem det, at der er en, der bliver til overs et sted og kan bruges et andet. Det vigtigste er, at vi ikke dummer os og tager noget ind, vi ikke har behov for. Omvendt vil jeg gerne have noget på plads så hurtigt som muligt, og hvis det ikke kommer på plads i dag, må vi se på markedet for arbejdsløse spillere, men så er udvalget selvsagt langt mindre.

Én af dem som SønderjyskE kan gå efter, hvis de ikke får en angriber i dag, er gambianske Ousman Jallow, der tidligere i januar fik en prøvetræning i klubben spoleret af en skade. Han er stadig et tema, men er mere én, SønderjyskE bruger som eventuel backup til det, der kan ske i dag.

- Det er ikke udelukket med Jallow, men det er noget, vi vil se på igen, hvis der er andre ting, der kikser i dag. Han er klubløs, og vi kan hente ham udenfor transfervinduet. Da han var heroppe, trænede han med os i to dage, og det er et meget spinkelt grundlag at vurdere ham på, så hvis vi går den vej igen, så skal vi have ham op til en ny prøvetræning, siger Lars Søndergaard.

SønderjyskE har hidtil i dette vindue hentet Silas Songani, Pierre Kanstrup og Jens Rinke.