Larsson hylder midtbanen: Enten gør Halimi, Fisker eller Vigen forskellen
Foto: Getty Images
Superliga

Larsson hylder midtbanen: Enten gør Halimi, Fisker eller Vigen forskellen

Brøndby-backen Johan Larsson er vild med, at han spiller sammen med en trup, hvor midtbanen er så stærk, som den er.

Brøndby IF er tilbage på førstepladsen efter flere års ventetid. I hvert fald når det kommer til at lægge nummer ét så sent i turneringen. Det er de efter en sejr på 3-1 over Randers, hvor Besar Halimi stod for de to sidste BIF-mål.

Efter kampen var Johan Larsson klar i mælet om, hvordan han oplevede sejren. Det fortalte han i et interview med TV3+ umiddelbart efter kampen.

- Det er en hård kamp. Jeg synes, at vi lukker dem ind i kampen efter vores scoring. I anden halvleg får vi lidt mere kontrol over kuglen - og Besar (Halimi red.) får vist sine kvaliteter, siger Johan Larsson.

Han peger desuden også på, at holdets midtbane er noget af det, som har gjort, at de nu igen er tilbage på førstepladsen med to point ned til FC Midtjylland og FC Nordsjælland, der deler andenpladsen.

- Vores midtbane er utrolig stærk, og hvis han ikke spiller, så spiller Fisker og gør det utroligt godt. Hvis han ikke spiller, så spiller Vigen, så vores midtbane betyder utroligt meget for vores offensiv, siger Larsson.

I næste runde skal Brøndby en tur til Parken, hvor mestrene fra FC København venter på at få revanche for 0-1-nederlaget tidligere på sæsonen på Brøndby Stadion.