Mads Øland har undskyldt til Lyngby-indkøb, selvom det ikke var hans skyld
Foto: Spillerforeningen
Superliga

Mads Øland har undskyldt til Lyngby-indkøb, selvom det ikke var hans skyld

Simon Strand og Mohammed Saeid kom til Lyngby BK i begyndelsen af januar, og to uger senere stod det klart, at klubben ikke kunne betale løn. Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har sagt undskyld, for så var der da i hvert fald én, der gjorde det.

Flere har spurgt sig selv om det samme den seneste måneds tid: Hvordan kunne Lyngby Boldklub hente to nye spillere i begyndelsen af januar, den ene endda mod et transferbeløb, når klubben 18. januar meldte ud, at den ikke havde penge til næste lønudbetaling?

Det spørgsmål har de også stillet sig selv og hinanden i Spillerforeningen, som er spillernes fagforening, og som både Simon Strand og Mohammed Saeid blev medlemmer af, da de kom til Danmark. Det burde ikke være muligt.

- Vi er sådan set enige i det, som jeg har hørt alle sige: at det er forkert, at man kan sætte sig i yderligere forpligtelser, 14 dage før man kommer i så stor en krise. Det er i øvrigt også forkert for de spillere, som man inviterer til at komme til Danmark, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til tipsbladet.dk.

- Jeg har da sagt undskyld til dem, selv om det ikke er min skyld, men så er der da i hvert fald én, der har gjort det. Det er jo ikke fair for dem, og det er ikke noget, nogen af de to forstod kunne blive en situation.

Det var imidlertid ikke kun Strand, der allerede har ophævet sin kontrakt og er skiftet til svenske Dalkurd, og Saeid, der led under Lyngbys økonomiske problemer. Forleden kunne man eksempelvis læse anfører Mathias Taubers udlægning af, hvordan han oplevede de hektiske dage, hvor spillerne ikke vidste, om deres arbejdsplads ville overleve.

- Jeg er virkelig slidt. Jeg begynder at huske dårligere, bliver mere og mere træt og forsøger at opretholde en hverdag derhjemme så godt som overhovedet muligt. Men jeg er træt, sagde kaptajnen blandt andet.

Tipsbladet.dk har også talt med Lyngby-folk, som undervejs har udtrykt bekymring for deres egen fremtid, og det indtryk bekræfter Mads Øland.

- De har de alle sammen uden undtagelse haft nogle svære uger. Der er jo forskellige historier bag den enkelte, meget forskellige reaktioner og meget forskellige situationer. Men det er ikke en situation, der er god for nogen af dem, uanset om det er yngste trainee, eller det er ældste mand, der har prøvet det meste, siger fagforeningsdirektøren.

Mads Øland fortæller desuden, at alle spillere i Lyngby BK har fået udbetalt deres løn, også dem, der fik deres kontrakter ophævet. Derudover er klubben ved at få de sidste detaljer på plads, så en manglende bonusudbetaling også komme ud af verden.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.