Nicolaj Thomsen: Nu kommer der flere mål
Illustration
Superliga

Nicolaj Thomsen: Nu kommer der flere mål

Nicolaj Thomsen scorede sit første Superliga-mål i AaB's seneste kamp mod Randers, og i aften skal han forsøge at gøre det til en stime.

AaB'eren Nicolaj Thomsen scorede nul mål i sine første 41 Superliga-kampe, men mod Randers i mandags kom den første scoring så i kamp nummer 42.

I aften skal Thomsen igen forsøge at komme på måltavlen, når AaB møder FC Nordsjælland, og den 20-årige midtbanemand indrømmer, at det har gået ham på, at han ikke kom på måltavlen før.

- Jeg har hele tiden vidst, at det nok skulle komme på et tidspunkt. Men omvendt så har det også ligget i baghovedet, at jeg ikke havde scoret, og der er nok nogle afslutninger, der har båret præg af det. Jeg har nok tænkt mere over det, end jeg egentlig ville, men nu satser jeg da på, at der kommer mange flere, siger Thomsen til Nordjyske.

AaB og FC Nordsjælland mødes klokken 19.00 i aften på Nordjyske Arena, hvor Nicolaj Thomsen igen vil være med fra start. Han er startet inde i samtlige AaB's kampe hidtil i denne sæson, og trods den manglende målfarlighed har han altså en stor andel i AaB's aktuelle andenplads.

LÆS OGSÅ: Nicolaj Thomsen smigret af Olsens ros