OB: Vi skal være suveræne i træningen
Illustration
Superliga

OB: Vi skal være suveræne i træningen

Superliga-klubben OB søger kontinuitet efter et 2013 med mange udskiftninger. 

OB tog i dag hul på træningen frem mod forårssæsonen, og for fynboerne er det med et håb om mere stabilitet. 

Cheftræner Troels Bech har således fokus på at holde sammen på truppen og skabe kontinuitet efter et 2013, hvor der var mange udskiftninger i og omkring truppen. 

- Jeg ønsker mig kontinuitet, og vi vil helst ikke afgive spillere. I det forgangne år havde vi mange udskiftninger, også omkring holdet, hvor vi fik to nye assistenttrænere, en ny fysisk træner, sagde farvel til Henrik Clausen som analysemedarbejder og også mistede vores administrerende direktør. Kontinuitet vil hjælpe os, for nu skal vi tilpasse os, så vi kan blive et bedre hold og blive mere stabile. Når vi ikke kan bruge en masse penge, skal vi sørge for at være suveræne i træningen, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.

OB havde et svingende efterår, hvor sejre blev fulgt op af nederlag – og omvendt. Troels Bech forventer, at fynboerne vil blive mere stabile i foråret, hvor det handler om at opnå målsætningen om en placering midt i Superliga-tabellen. 

- Der er ti andre hold i rækken, der har haft samme udfordringer (med stabilitet, red.), men jeg hæfter mig ved, at vores topniveau har været vældig godt. Det, der har irriteret mig, er, at vi ikke har vidst, hvornår vores udfald kom og hvor længe de ville vare. Nu skal vi træne godt, og jeg mener, at vi har gode muligheder for at opnå de mål, vi har sat os, siger Troels Bech.