Officielt: Superligaen skal have nyt navn til sommer
Foto: Getty Images
Superliga

Officielt: Superligaen skal have nyt navn til sommer

Alka stopper som hoved- og navnesponsor for Superligaen til sommer. Efter tre et halvt år med 'Alka Superliga' skal Danmarks bedste fodboldrække have nyt navn.

Når Superligaen påbegynder en ny sæson til juli, skal danske fodboldfans vænne sig til et nyt navn til den bedste fodboldrække herhjemme. For Alka stopper som hoved- og navnesponsor, bekræfter Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Allerede i går kunne Ekstra Bladet fortælle, at forsikringselskabet havde valgt ikke at forlænge den aftale, der udløber til sommer. Ifølge pressemeddelelsen har Alka "nået sine mål" med at lægge navn til Superligaen og stopper derfor efter tre et halvt år.

- Det er helt efter planen, at vi stopper ved aftalens udløb. Vi har været meget glade for samarbejdet med dansk fodbold, som har bidraget væsentligt til Alkas synlighed. Sponsoratet har også givet os en unik mulighed for at skabe en anderledes form for involvering af vores kunder, end vi kunne have gjort med traditionel markedsføring. Der er ingen tvivl om, at vi har haft et godt afkast på sponsoratet, men vi vil nu fokusere på andre marketing-aktiviteter, siger Alkas direktør for Privat og Erhverv, Jacob Spangenberg.

Før Alka blev navnesponsor, hed den bedste række bare "Superligaen", mens den havde fire lige store sponsorer i stedet for et egentligt navnesponsorat. Det kan komme i spil igen, men det er ikke givet. Ifølge Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, har de allerede muligt arvtagere i sigte.

- Før samarbejdet med Alka havde vi fire ligestillede partnere i stedet for et navnesponsorat. Om det er den ene eller den anden vej, vi skal gå, er ikke afgjort endnu. Vi gør os nogle overvejelser internt og har allerede dialog med en række interessante partnere – og ud fra den dialog samt det faktum, at vi har set en dokumenteret høj stigning i værdien af sponsoratet - former vi den fremtidige sponsorstrategi, siger Claus Thomsen.

Aftalen med Alka er ifølge Ekstra Bladet 12 millioner kroner værd om året. Ligaen har tidligere heddet Coca-Cola Superligaen, Faxe Kondi Ligaen, SAS Ligaen og altså Alka Superliga.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.