Ove C.: Kunne være invalideret
Illustration
Superliga

Ove C.: Kunne være invalideret

Viborgs nu forhenværende træner, Ove Christensen, fortæller, at han kunne risikere at blive invalideret, hvis han fortsatte trænergerningen på nuværende tidspunkt.

På transfervinduets sidste dag kom Viborg FF med en trist nyhed. Klubbens 63-årige træner, Ove Christensen, valgte at trække sig på grund af smerter i sit ene knæ, hvilket har forvoldt ham så store problemer, at han ikke mener, han samtidig kan varetage jobbet som Superliga-træner.

Faktisk er der en overhængende fare for, at Ove Christensen ville blive invalideret, hvis han fortsatte som hidtil, og derfor blev han i sidste ende nødt til at trække sig.

- Det seneste lange stykke tid har jeg haft så store smerter i knæet, at min nattesøvn er blevet spoleret. Desuden kan jeg blive invalideret, hvis jeg belaster knæet yderligere, og den risiko ønsker jeg ikke at tage, siger Ove Christensen til BT.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at rette mig efter den dom, jeg har fået af lægerne i almindelighed og vores klublæge Michael Væsel i særdeleshed. Men efter de seneste dages træning, som jeg gennemførte på krykker, må jeg acceptere, at der ikke er anden udvej end at tage timeout fra trænergerningen, fortæller Ove Christensen, der mener, at smerterne ville forhindre ham i at udføre sit job i det omfang, det kræver.

Den tidligere Randers-, Vejle- og AGF-træner afviser dog, at han skulle have tænkt sig at lægge trænergerningen helt på hylden.