Pukki: Scorede hattrick for min bedstemor
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Pukki: Scorede hattrick for min bedstemor

En bedstemor hjemme i Finland havde fødselsdag i søndags, så Teemu Pukki havde lovet, at han ville score for hende. Det gjorde han så tre gange, og det blev hun godt tilfreds med.

I Superligaens førster 15 runde havde Teemu Pukki kun scoret tre gange, men søndag aften fordoblede han sin sæsontotal. Med sit hattrick mod FC Nordsjælland var han i den grad manden bag Brøndby IF's 4-2-sejr i topkampen.

Det er som regel noget særligt at score hattrick, men søndagens var alligevel ekstra speciel for den finske Brøndby-angriber. Han havde nemlig på forhånd lovet at dedikere en eventuel scoring til et nært familiemedlem.

- Min bedstemor havde fødselsdag i søndags, og jeg lovede min far, at jeg ville score for hende, så det blev hun rigtig glad for, siger Teemu Pukki med et smil til brondby.com.

Han har fået en del kritik for at score for lidt i denne sæson, men den kritik kan nu forstumme for en stund. 

- Nu behøver jeg ikke tænke på, jeg ikke har scoret i lang tid - jeg føler mig mere fri nu. Det er en slags lettelse. Det har været en lidt svær sæson for mig, så målene giver meget selvtillid. Selvom du ved, du kan score, går det ikke altid ens vej, så jeg står med en rigtig dejlig følelse lige nu, siger Pukki.

Omend den 27-årige finne er kommet tilbage på scoringssporet, skal han lave nogle flere hattrick, hvis han vil nå samme måltotal, som han præsterede i sidste sæson. Da stod han for 20 Superliga-kasser mod altså blot seks indtil videre i denne sæson.

Næste chance for at komme på tavlen er søndagens udekamp mod Silkeborg IF.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.