Video : Tipsbladet
Superliga

SIF-spiller: Vi skal ikke give banen skylden

Silkeborg IF er blevet for vant til at spille kunstgræs og havde svært ved at forholde sig til normalt græs mod FC Helsingør.

På den nye hjemmebane har Silkeborg IF ligesom FC Nordsjælland fået kunstgræsunderlag, og her har de skrabet en del sejre til sig, men på udebane er sangen anderledes svær for jyderne.

I går blev det så til et nyt nederlag på 2-0 mod FC Helsingør, som ellers har det overordentligt svært i Superligaen. En stor del af årsagen til resultatet kan ifølge forsvarsspiller Simon Jakobsen tilskrives underlaget på banen.

- Vi skal ikke give banen skylden, for det er ens for alle. Men tilgangen til spillet var for naivt i forhold til, hvad der kunne lade sig gøre på denne bane.

- Vi prøvede for korte og for svære afleveringer, og det var ikke til at håndtere på dette underlag. Vi gav alt for ofte sorteper videre til en medspiller med den måde, vi spillede på, og det blev straffet, siger Simon Jakobsen ifølge BT Sporten.

Silkeborg IF ligger på 11. pladsen med 13 point efter 14 runder.